SMF móti Toll- & Skattstovu Føroya - lønarflokking
Støða
Avgreitt
Rættur
Eystari landsrættur
Evni
Arbeiðsmarknaðarlóggava, Løn
Umboð
Ingi Højgaard, Sigmund Poulsen
Partar
Fíggjarmálaráðið - FMR, Starvsmannafelagið - SMF
Rættarlimir
Landsdómarar
Ár
2001
Úrskurðardagur
05. apríl 2001
Lyklaorð
delegera heimild, fortreyt, heimild, innplasering, kend fortreyt, lata heimild víðari, leiðsluheimild, løn, lønarflokking, lønarflokkur, rokna við, rættarkrav, tilsøgn
Lýsing
Træta um innplasering.
Ásetingar vóru í skrivi frá 1986 um m.a. innplasering eftir førleikamenning; nýggjar ásetingar vóru í starvsfólkahandbók frá 1993. Ósemja stóðst, hvørt rættarkrav var um uppflyting grundað á skrivið, serstaka avtalu ella fortreyt fyri starvsetan.
Ásetingar vóru í skrivi frá 1986 um m.a. innplasering eftir førleikamenning; nýggjar ásetingar vóru í starvsfólkahandbók frá 1993. Ósemja stóðst, hvørt rættarkrav var um uppflyting grundað á skrivið, serstaka avtalu ella fortreyt fyri starvsetan.
Viðgerðin
Føroya Rættur viðgjørdi málið í fyrstu atløgu. Málsnummar BS 1001/1998.
Rættarmál millum starvsmannafelagið vegna Margretu Dalsgaard og Karina Elisu Niclasen móti Toll & Skattstovu Føroya c/o Fíggjarmálastýrið.
Vitni vóru Margreta Dalsgaard, Karin Elisa Niclasen, Thomas Magnussen, Gunnleivur Dalsgaard, Regin Thomsen, Barbara á Tjaldrafløtti.
Úrskurður sagdur 20. juni 2000; FMR fekk viðhald. Dómari Søren Hafstrøm.
Eystari landsrættur viðgjørdi kærumálið. Málsnummar B-1874-00.
Vitni vóru Margreta Dalsgaard, Karin Elisa Niclasen, Thomas Magnussen.
Úrskurður sagdur 5. apríl 2001; SMF fekk viðhald.
Dómarar Knud Knudsen, Højgaard Pedersen, Blinkenberg.
Rættarmál millum starvsmannafelagið vegna Margretu Dalsgaard og Karina Elisu Niclasen móti Toll & Skattstovu Føroya c/o Fíggjarmálastýrið.
Vitni vóru Margreta Dalsgaard, Karin Elisa Niclasen, Thomas Magnussen, Gunnleivur Dalsgaard, Regin Thomsen, Barbara á Tjaldrafløtti.
Úrskurður sagdur 20. juni 2000; FMR fekk viðhald. Dómari Søren Hafstrøm.
Eystari landsrættur viðgjørdi kærumálið. Málsnummar B-1874-00.
Vitni vóru Margreta Dalsgaard, Karin Elisa Niclasen, Thomas Magnussen.
Úrskurður sagdur 5. apríl 2001; SMF fekk viðhald.
Dómarar Knud Knudsen, Højgaard Pedersen, Blinkenberg.
Páhald
Starvsmannafelagið kravdi, at tveir limur tess skuldu innplaserast í 28. lønarflokk ávíkavist frá 1. november 1996 og 1. juli 1997, grundað á avtalur, ið gjørdar vóru um førleikamenning.
Toll- & Skattstovan kravdi frídøming. Hildið var uppá, at avtala ikki var gjørd um einstøku starvsfólkini, at slík kravdi góðkenning frá landsstýrinum, og at almenn avtala um førleikamenning var uppsøgd.
Toll- & Skattstovan kravdi frídøming. Hildið var uppá, at avtala ikki var gjørd um einstøku starvsfólkini, at slík kravdi góðkenning frá landsstýrinum, og at almenn avtala um førleikamenning var uppsøgd.
Niðurstøða
Thi kendes for ret:
Indstævnte, Toll- og Skattstova Føroya, skal anerkende, at Margreta Dalsgaard fra den 1. november 1996 og Karin Elisa Niclasen fra den 1. juli 1997 skal aflønes i 28. lønramme i overenskomsten mellem Starvsmannafelagið og Føroya Landsstýri.
Indstævnte, Toll- og Skattstova Føroya, skal anerkende, at Margreta Dalsgaard fra den 1. november 1996 og Karin Elisa Niclasen fra den 1. juli 1997 skal aflønes i 28. lønramme i overenskomsten mellem Starvsmannafelagið og Føroya Landsstýri.
Málkostnaður
I sagsomkostninger for begge retter skal indstævnte til appellanten, Starvsmannafelagið som mandatar for Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen, betale 80.000 kr.
Grundgeving
Landsrettens bemærkninger:
Skrivelsen af 1. april 1986 må forstås som en forhåndstilkendegivelse fra Landsstyret til den ansættende myndighed, Ligningsrådet, om, at der ville ske oprykning, når der blev givet meddelelse om, hvem der opfyldte betingelserne for oprykning. Efter det oplyste har ordningen også været praktiseret på denne måde.
Der foreligger ikke skriftligt materiale, der belyser, at denne tilkendegivelse blev trukket tilbage af Landsstyret i 1993. Det kan endvidere lægges til grund, at de ledende embedsmænd både i den centrale told- og skattestyrelse og i den lokale afdeling på Strømø var af den opfattelse, at 1986-ordningen fortsat var gældende på det tidspunkt, Niclasen og Dalsgaard blev ansat. Landsrætten finder det herefter ikki godtgjort, at Landsstyret på det pågældende tidspunkt havde givet Toll- og Skattstovu Føroya fornøden meddelelse om, at ordningen ikke længere var gældende.
Det kan lægges til grund, at Niclasen og Dalsgaard under deres ansættelsessamtaler fik at vide, at de kunne påregne at blive oprykket til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, der var angivet i skrivelsen fra 1986. Herefter tages påstanden om oprykning av Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen til lønramme 28 til følge.
Skrivelsen af 1. april 1986 må forstås som en forhåndstilkendegivelse fra Landsstyret til den ansættende myndighed, Ligningsrådet, om, at der ville ske oprykning, når der blev givet meddelelse om, hvem der opfyldte betingelserne for oprykning. Efter det oplyste har ordningen også været praktiseret på denne måde.
Der foreligger ikke skriftligt materiale, der belyser, at denne tilkendegivelse blev trukket tilbage af Landsstyret i 1993. Det kan endvidere lægges til grund, at de ledende embedsmænd både i den centrale told- og skattestyrelse og i den lokale afdeling på Strømø var af den opfattelse, at 1986-ordningen fortsat var gældende på det tidspunkt, Niclasen og Dalsgaard blev ansat. Landsrætten finder det herefter ikki godtgjort, at Landsstyret på det pågældende tidspunkt havde givet Toll- og Skattstovu Føroya fornøden meddelelse om, at ordningen ikke længere var gældende.
Det kan lægges til grund, at Niclasen og Dalsgaard under deres ansættelsessamtaler fik at vide, at de kunne påregne at blive oprykket til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, der var angivet i skrivelsen fra 1986. Herefter tages påstanden om oprykning av Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen til lønramme 28 til følge.
Sergrundgeving
Søren Hafstrøm sorinskrivari í Føroya rætti
Retten skal udtale:
Der er Føroya Landsstýri, som har kompetencen til at foretage oprykninger til højere lønrammer, hvilket også fremgår af landsstyrets skrivelse af 1. april 1986 til Líkningarrád Føroya og skrivelsen af 30. august 1988 til Føroya Tollstova.
Denne kompenence er ikke delegeret, og retten finder det ikke bevist, at Føroya Landsstýri på andet grundlag har givet sagsøgte eller ansatte hos sagsøgte bemyndigelse til at indgå bindende aftaler om oprykning til højere lønrammer.
Det kan herefter ikke lægges til grund, at der er indgået nogen for Føroya Landsstýri bindende aftale om, at Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen skulle oprykkes til lønramme 28, når de opfyldte betingelserne i Føroya Landsstyris skrivelse af 1. april 1986.
Føroya Landsstýris skrivelse af 1. april 1986 findes ikke at give Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen noget retskrav på at blive oprykket til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, som fremgår af skrivelsen, og da de heller ikke på andet grundlag findes at have krav på oprykning, vil sagsøkte være at frifinde.
Da det efter bevisførelse må lægges til grund, at Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen i forbindelse med deres ansættelse hos sagsøgte blev stillet i udsigt, at de ville kunne opnå oprykning til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, som fremgår af skrivelsen af 1. april 1986, og da det efter det foreliggende ikke stod klart for sagsøgte, at Føroya Landsstýri var af den opfattelse, at der med udgivelsen af personalehåndbogen i september 1993 var sket en ændring af retningslinierne for oprykning, vil sagens omkostninger være at ophæve.
Retten skal udtale:
Der er Føroya Landsstýri, som har kompetencen til at foretage oprykninger til højere lønrammer, hvilket også fremgår af landsstyrets skrivelse af 1. april 1986 til Líkningarrád Føroya og skrivelsen af 30. august 1988 til Føroya Tollstova.
Denne kompenence er ikke delegeret, og retten finder det ikke bevist, at Føroya Landsstýri på andet grundlag har givet sagsøgte eller ansatte hos sagsøgte bemyndigelse til at indgå bindende aftaler om oprykning til højere lønrammer.
Det kan herefter ikke lægges til grund, at der er indgået nogen for Føroya Landsstýri bindende aftale om, at Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen skulle oprykkes til lønramme 28, når de opfyldte betingelserne i Føroya Landsstyris skrivelse af 1. april 1986.
Føroya Landsstýris skrivelse af 1. april 1986 findes ikke at give Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen noget retskrav på at blive oprykket til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, som fremgår af skrivelsen, og da de heller ikke på andet grundlag findes at have krav på oprykning, vil sagsøkte være at frifinde.
Da det efter bevisførelse må lægges til grund, at Margreta Dalsgaard og Karin Elisa Niclasen i forbindelse med deres ansættelse hos sagsøgte blev stillet i udsigt, at de ville kunne opnå oprykning til lønramme 28, når de opfyldte de betingelser, som fremgår af skrivelsen af 1. april 1986, og da det efter det foreliggende ikke stod klart for sagsøgte, at Føroya Landsstýri var af den opfattelse, at der med udgivelsen af personalehåndbogen i september 1993 var sket en ændring af retningslinierne for oprykning, vil sagens omkostninger være at ophæve.
Úrskurður sum PDF