Voldgiftsrettens begrundelse og resultat

Efter overenskomstens ordlyd må det være en forudsætning for ydelse af overenskomstmæssig tilkaldevagtbetaling, at vagtforpligtelsen indebærer en reel forpligtelse for medarbejderne til at møde på arbejdspladsen med kort varsel og til enhver tid.

Uanset at det efter oplysningerne fra Skibstilsynet kan lægges til grund, at det var et krav til beredskabsordningen, at medlemmerne af beredskabsgruppen skulle kunne tilkaldes til arbejdspladsen med kort varsel, må et krav om tilkaldevagtbetaling efter overneskomsten forudsætte, at det godtgøres, at dette rent faktisk var pålagt medarbejderne, eller at arbejdsgiveren, om end han ikke direkte havde givet pålæg derom, har været vidende om, at medarbejderne havde påtaget sig en sådan forpligtelse.

Efter de afgivne forklaringer herom findes dette ikke at kunne anses for godtgjort. Der lægges herved vægt på, at både Súni Andreassen og Jóhan Isholm i civilretten har forklaret, at en sådan forpligtelse ikke var gældende, ligesom Kristian Reinert Davidsen har forklaret, at han ikke var bekendt med et pålæg om at være til rådighed med henblik på at møde på arbejdspladsen.

At Strandfaraskip Landsins rent faktisk ikke havde pålagt medlemmerne af beredskabsgruppen en sådan forpligtelse støttes i øvrigt af den fremlagte korrespondance mellem Strandfaraskip Landsins, advokat Anfinn Hansen og Skibstilsynet, herunder advokat Annfinn Hansens brev af 4. oktober 2002 og Strandfaraskip Landsins brev af 8. oktober 2002, som må forstås således, at beredskabsordningen på det pågældende tidspunkt ikke var en vagtordning, hvor medarbejderne var "standby" med pligt til at "rykke ud med kort varsel". Ændringen av vagtordningen den 1. april 2003 kan derfor antages at have været en følge af, at Strandfaraskip Landsins efter sin henvendelse til Skibstilsynet blev gjort bekendt med kravene til beredskabsordningen.

Som følge af det anførte findes den vagtforpligtelse, som medlemmerne af ISM-beredskabsgruppen indtil 1. april 2003 havde, ikke at være en tilkaldevagt i overneskomstens forstand, og Fíggjarmálaráðið frifindes derfor.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes efter fast praksis som nedenfor bestemt.