MMF v. FMR – tilkalling
Støða
Avgreitt
Rættur
Fasti Gerðarrættur
Evni
Gerðarrættarmál (tulking o.a., s.b. FG §6(3))
Partar
Starvsmannafelagið - SMF, Fíggjarmálaráðið - FMR
Rættarlimir
Henrik Møller, Jónfinn Thomsen, Maria á Dul
Ár
2006
Úrskurðardagur
07. november 2006
Lyklaorð
álagt at møta við stuttari freist, álagt, allerede fordi, føst neyðtilbúgving, freist, innkærdi, neyðstøða, rent faktisk, samsýning, sáttmáli, starvstreytir, stutt freist, tilbúgving, tilbúgvingarbólkur, tilkalling, tilkallivakt, tøkur, vakt, visti um
Lýsing
Træta um tilkalling
Eftir altjóða krøvum varð nýggj vaktarskipan við tilkallivakt gjørd fyri Strandferðsluna 1. apríl 2003. Trætu stóðst um samsýning fyri tilkallivakt áðrenn henda dag.
Eftir altjóða krøvum varð nýggj vaktarskipan við tilkallivakt gjørd fyri Strandferðsluna 1. apríl 2003. Trætu stóðst um samsýning fyri tilkallivakt áðrenn henda dag.
Viðgerðin
Rættarmál var um krav Starvsmannafelagsins vegna Súna Andreassen um gjald fyri tilkallivakt.
Sambært § 23, stk. 1 í sáttmála millum MMF og FMR var nevnd sett at tulka § 8 í sáttmálanum. Jónfinn Thomsen og Maria á Dul vóru vald. Tey bóðu 27. juni 2006 Henrik Møller sorinskrivara vera uppmann í gerðarrætti.
Málið var dómsviðgjørt 11. september 2006 saman við SMF móti FMR - tilkalling sum J.nr. 19.2006-6.
Vitni vóru Jógvan Nybo, Súni Andreassen, Jóhan Isholm, Regin Vágadal, Kristian Reinert Davidsen.
Sambært § 23, stk. 1 í sáttmála millum MMF og FMR var nevnd sett at tulka § 8 í sáttmálanum. Jónfinn Thomsen og Maria á Dul vóru vald. Tey bóðu 27. juni 2006 Henrik Møller sorinskrivara vera uppmann í gerðarrætti.
Málið var dómsviðgjørt 11. september 2006 saman við SMF móti FMR - tilkalling sum J.nr. 19.2006-6.
Vitni vóru Jógvan Nybo, Súni Andreassen, Jóhan Isholm, Regin Vágadal, Kristian Reinert Davidsen.
Páhald
Maskinmeistarafelagið kravdi Fíggjarmálaráðið at viðurkenna at vaktir, ið Súni Andreassen hevði havt frá 1.apríl 2002 til 1. apríl 2003, skuldu samsýnast sum tilkallivakt eftir sáttmálanum.
Fíggjarmálaráðið kravdi frídøming.
Fíggjarmálaráðið kravdi frídøming.
Niðurstøða
THI BESTEMMES:
Fíggjarmálaráðið frifindes.
Fíggjarmálaráðið frifindes.
Málkostnaður
Hver part bærer egne omkostninger og betaler halvdelen af omkostningerne til voldgiftsretten efter formandens nærmere bestemmelse.
Grundgeving
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat
Samtlige voldgiftsdommere udtaler:
Efter overenskomstens ordlyd må det være en forudsætning for ydelse af overenskomstmæssig tilkaldevagtbetaling, at vagtforpligtelsen indebærer en reel forpligtelse for medarbejderne til at møde på arbejdspladsen med kort varsel og til enhver tid.
Voldgiftsdommerne Henrik Møller og Jónfinn Thomsen udtaler:
Uanset at det efter oplysningerne fra Skibstilsynet kan lægges til grund, at det var et krav til beredskabsordningen, at medlemmerne af beredskabsgruppen skulle kunne tilkaldes til arbejdspladsen med kort varsel, må et krav om tilkaldevagtbetaling efter overenskomsten forudsætte, at det godtgøres, at dette rent faktisk var pålagt medarbejderne, eller at arbejdsgiveren, om end han ikke direkte havde givet pålæg derom, har været vidende om, at medarbejderne havde påtaget sig en sådan forpligtelse.
Efter de afgivne forklaringer herom findes dette ikke at kunne anses for godtgjort. Der lægges herved vægt på, at både Súni Andreassen og Jóhan Isholm i civilretten har forklaret, at en sådan forpligtelse ikke var gældende, ligesom Kristian Reinert Davidsen har forklaret, at han ikke var bekendt med et pålæg om at være til rådighed med henblik på at møde på arbejdspladsen.
At Strandfaraskip Landsins rent faktisk ikke havde pålagt medlemmerne af beredskabsgruppen en sådan forpligtelse støttes i øvrigt af den fremlagte korrespondance mellem Strandfaraskip Landsins, advokat Anfinn Hansen og Skibstilsynet, herunder advokat Annfinn Hansens brev af 4. oktober 2002 og Strandfaraskip Landsins brev af 8. oktober 2002, som må forstås således, at beredskabsordningen på det pågældende tidspunkt ikke var en vagtordning, hvor medarbejderne var "standby" med pligt til at "rykke ud med kort varsel". Ændringen af vagtordningen den 1. april 2003 kan derfor antages at have været en følge af, at Strandfaraskip Landsins efter sin henvendelse til Skibstilsynet blev gjort bekendt med kravene til beredskabsordningen.
Som følge af det anførte findes den vagtforpligtelse, som medlemmerne af ISM-beredskabsgruppen indtil 1. april 2003 havde, ikke at være en tilkaldevagt i overneskomstens forstand, og Fíggjarmálaráðið frifindes derfor.
Med hensyn til sagens omkostniger forholdes efter fast praksis som nedenfor bestemt.
Samtlige voldgiftsdommere udtaler:
Efter overenskomstens ordlyd må det være en forudsætning for ydelse af overenskomstmæssig tilkaldevagtbetaling, at vagtforpligtelsen indebærer en reel forpligtelse for medarbejderne til at møde på arbejdspladsen med kort varsel og til enhver tid.
Voldgiftsdommerne Henrik Møller og Jónfinn Thomsen udtaler:
Uanset at det efter oplysningerne fra Skibstilsynet kan lægges til grund, at det var et krav til beredskabsordningen, at medlemmerne af beredskabsgruppen skulle kunne tilkaldes til arbejdspladsen med kort varsel, må et krav om tilkaldevagtbetaling efter overenskomsten forudsætte, at det godtgøres, at dette rent faktisk var pålagt medarbejderne, eller at arbejdsgiveren, om end han ikke direkte havde givet pålæg derom, har været vidende om, at medarbejderne havde påtaget sig en sådan forpligtelse.
Efter de afgivne forklaringer herom findes dette ikke at kunne anses for godtgjort. Der lægges herved vægt på, at både Súni Andreassen og Jóhan Isholm i civilretten har forklaret, at en sådan forpligtelse ikke var gældende, ligesom Kristian Reinert Davidsen har forklaret, at han ikke var bekendt med et pålæg om at være til rådighed med henblik på at møde på arbejdspladsen.
At Strandfaraskip Landsins rent faktisk ikke havde pålagt medlemmerne af beredskabsgruppen en sådan forpligtelse støttes i øvrigt af den fremlagte korrespondance mellem Strandfaraskip Landsins, advokat Anfinn Hansen og Skibstilsynet, herunder advokat Annfinn Hansens brev af 4. oktober 2002 og Strandfaraskip Landsins brev af 8. oktober 2002, som må forstås således, at beredskabsordningen på det pågældende tidspunkt ikke var en vagtordning, hvor medarbejderne var "standby" med pligt til at "rykke ud med kort varsel". Ændringen af vagtordningen den 1. april 2003 kan derfor antages at have været en følge af, at Strandfaraskip Landsins efter sin henvendelse til Skibstilsynet blev gjort bekendt med kravene til beredskabsordningen.
Som følge af det anførte findes den vagtforpligtelse, som medlemmerne af ISM-beredskabsgruppen indtil 1. april 2003 havde, ikke at være en tilkaldevagt i overneskomstens forstand, og Fíggjarmálaráðið frifindes derfor.
Med hensyn til sagens omkostniger forholdes efter fast praksis som nedenfor bestemt.
Úrskurður sum PDF