Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges til grund, at Jan Eyðun Jakobsen, da han blev trukket i løn i forbindelse med sin barselsorlov, blev behandlet anderledes end en kvindelig medarbejder i den tilsvarende situation, som ville have modtaget løn under sit fravær fra arbejdet i henhold til § 7 i overenskomsten mellem BLF og Fíggjarmálaráðið. Denne forskelsbehandling var alene begrundet i, at Jan Eyðun Jakobsen er en mand.

I henhold til den i 2007 gældende lagtingslov om barsel havde enten moderen eller faderen ret til barselsorlov i op til 38 uger efter udløbet af de første 14 uger efter fødslen. Den "beskyttelsesperiode", der antages at gælde for kvinder efter fødsel, ophørte således efter de første 14 uger, hvorefter moderen og faderen måtte anses for at være i en sammenlignelig situation, hvor ligebehandlingsprincippet var gældende. Det må som følge heraf lægges til grund, at der i forbindelse rmed Jan Eyðun Jakobsens barselsorlov efter den 14. uge efter fødslen er sket diskrimination af Jan Eyðun Jakobsen i relation til ansættelsesvilkår og lønvilkår, idet forskelsbehandlingen skete på grund af køn, uden dette var begrundet i de kvindelige medarbejderes særlige behov.

Sagsøgte har herved handlet i strid med bestemmelserne i § 1, stk. 3, § 2, § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, i lagtingslov om ligestilling mellem kvinder og mænd. De i § 3, stk. 1, nævnte forhold er ifølge bemærkningerne til lagtingslovforslaget ikke udtømmende (lagtingslovforslag nr. 131 i 1992, Lagtingstidende side 679).

De 2 uger, som faderen havde ret til at være fraværende fra arbejdet efter barnets fødsel, er derimod afholdt inden for den såkaldte beskyttelsesperiode for kvinder efter fødsel, hvor en forskelsbehandling på grund af køn er begrundet med hensynet til moderens forhold.

Som følge af det anførte, findes Jan Eyðun Jakobsen at være berettiget til at få udbetalt løn under den af ham afholdte orlov efter uge 14 efter barnets fødsel, jf. lagtingslovens § 4, stk, 2, hvilken lov efter lovens § 13 tilsidesætter bestemmelsen i § 7 i overenskomsten mellem BLF og Fíggjarmálaráðið.

Det af sagsøgte anførte om, at formålet med lagtingslov om ligestilling mellem kvinder og mænd alene har været at sikre kvinders rettigheder, og at mænds adgang til løn under barsel ville have været omtalt i lagtingslovens forarbejder og i forarbejderne til lagtingslov om barsel, hvis en sådan ret var gældende for mænd, kan ikke føre til andet resultat.

Hensynet til kvinders rettigheder kan have været den direkte anledning til vedtagelsen af lagtingslov om ligestilling mellem mænd og kvinder, med det kan ikke antages at have været lovgivers hensigt, at lovens bestemmelser ikke skulle kunne finde anvendelse på mænd, der er udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Den sagsøgte fremhævede bemærkning i forarbejderne til lagtingslov om barsel om, at "hverken efter gældende lovgivning eller efter gældende overenskomst er der regler om ret til løn eller dagpenge til mænd i forbindelse med barsel", kan alene betragtes som en konstatering af de faktiske forhold. Lagtingslov om barsel indeholder ikke bestemmelser om løn under barsel hverken til kvinder eller mænd og er ikke i strid med lagtingslov om ligestilling for mænd og kvinder.

Da sagsøgte har bevilget Jan Eyðun Jakobsen fravær til barsel som ansøgt, ses sagsøgte ikke at have overtrådt bestemmelsen i lagtingslovens § 6, stk. 1. Der findes derfor ikke grundlag for at pålægge sagsøgte at betale godtgørelse efter lagtingslovens § 6, stk. 4.

Herefter, og da den beløbsmæssige opgørelse af sagsøgers krav i øvrigt ikke er bestridt, ligesom det ikke er anfægtet, at udbetalte barselspenge skal tilbagebetales til barselsfonden, tages sagsøgers påstand til følge med det nedenfor fastsatte beløb.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes efter sagens udfald som nedenfor bestemt.





I henhold til den i 2007 gældende lagtingslov om barsel havde eneten moderen eller faderen ret til barselsorlov i op til 38 uger efter udløbet af de første 14 uger efter fødslen. Den "beskyttelsesperiode", der antages at gælde for kvinder efter fødsel, ophørte således efter de første 14 uger, hvorefter moderen og faderen måtte anses for at være i en sammenlignelig situation, hvor ligebehandlingsprincippet var gældende. Det må som følge heraf lægges til grund, at der i forbindelse med Jan Eyðun Jakobsens barselsorlov efter den 14. uge efter fødslen er sket diskrimination af Jan Eyðun Jakobsen i relation til ansættelsesvilkår og lønvilkår, idet forskelsbehandlingen skete på grund af køn, uden dette var begrundet i de kvindelige medarbejderes særlige behov.

Sagsøgte har herved handlet i strid med bestemmelserne i § 1, stk. 3, § 3, § 2, § 3, stk. 1, og § 4, stk. ½, i lagtingslov om ligestilling mellem kvinder og mænd. De i § 3, stk. 1, nævnte forhold er ifølge bemærkningerne til lagtingslovforslaget ikke udtømmende (lagtingslovforslag nr. 131 i 1992, Lagtingstidende side 679).