FA & HAM móti FAG & HAG - lønarhækkan
Støða
Avgreitt
Rættur
Fasti Gerðarrættur
Evni
Gerðarrættarmál (tulking o.a., s.b. FG §6(3))
Umboð
Magnus Petersen, Páll Nielsen
Partar
Føroya Arbeiðarafelag - FA, Føroya Arbeiðsgevarafelag - FAG, Havnar Arbeiðsgevarafelag - HAG, Havnar Arbeiðsmannafelag - HAM
Rættarlimir
Demmus Hentze, Henning Mogensen, Sigurð Joensen, Tórmóður Djurhuus, Halgir Winther Poulsen
Ár
1980 - 1989
Úrskurðardagur
30. juni 1982
Lyklaorð
almenn lønarhækkan, annað innihald enn skrivliga orðingin, arbeiðsrættarlig kutyma, fortreyt, fráboða fortreyt, kend fortreyt, krøv partanna, málslig tulking, minst byrðifulla tulking, náttúrlig fatan, orðaljóð, órimiligt, prógvað útsøgn, próvbyrða, próvvirði, reinskrivaður sáttmáli, sagens natur, samahangur, sáttmáli, semingsuppskot, serlig lønarhækkan, tulking, útsøgn, venja, vestureuropeiskur rættur, víkja frá orðaljóði
Lýsing
Træta um semingsuppskot
Á vári 1981 vóru sáttmálasamráðingar um verkafólkasáttmálar. Í juni endaðu samráðingarnar við semingsuppskoti millum annað við orðingini “frá 1. mai 1982 hækkar lønin við 2 ½ % av tí tá galdandi løn.” Tá lønartalvur skuldu gerast 1. mai 1982 var ósemja, hvørt allar tímalønir skuldu hækka ella bert tær í § 1a nevnda grundlønd fyri dagleigaraarbeiði.
Á vári 1981 vóru sáttmálasamráðingar um verkafólkasáttmálar. Í juni endaðu samráðingarnar við semingsuppskoti millum annað við orðingini “frá 1. mai 1982 hækkar lønin við 2 ½ % av tí tá galdandi løn.” Tá lønartalvur skuldu gerast 1. mai 1982 var ósemja, hvørt allar tímalønir skuldu hækka ella bert tær í § 1a nevnda grundlønd fyri dagleigaraarbeiði.
Viðgerðin
Partarnir vóru samdir um at leggja málið fyri gerðarrætt, men ósamdir um ástøðumann. Joen H. Andreassen sorinskrivari valdi tá Henning Mogensen.
Páhald
Arbeiðarafeløgini hildu uppá, at allar lønir skuldu hækka við sama prosenti.
Arbeiðsgevarafeløgini hildu uppá, at bert tímagrundlønin skuldi hækka.
Arbeiðsgevarafeløgini hildu uppá, at bert tímagrundlønin skuldi hækka.
Niðurstøða
Thi bestemmes:
Føroya Arbeiðsgevarafelag og Havnar Arbeiðsgevarafelag tilpligtes at anerkende, at § 1, stk. 2 i forligsforslaget af 17. juni 1981, vedtaget den 25. juni 1981, skal forstås således, at lønforhøjelsen pr. 1. maj 1982 på 2 1/2 % skal beregnes af hver enkelt timelønssats.
Føroya Arbeiðsgevarafelag og Havnar Arbeiðsgevarafelag tilpligtes at anerkende, at § 1, stk. 2 i forligsforslaget af 17. juni 1981, vedtaget den 25. juni 1981, skal forstås således, at lønforhøjelsen pr. 1. maj 1982 på 2 1/2 % skal beregnes af hver enkelt timelønssats.
Grundgeving
Rettens bemærkninger:
3 dommere- Mogensen, Winther Poulsen og Joensen - udtaler:
Det er en almindelig regel i vesteuropæisk ret, at den part i en skriftligt affattet overenskomst, som gør gældende, at aftalen har et andet indhold, end den skriftlige affattelse lyder på, må bevise rigtigheden heraf; kan han ikke dette, antages den skriftlige affattelse at gengive aftalens indhold. Denne regel findes efter sagens natur principielt også at komme til anvendelse på kollektive overenskomster.
Den Sproglige fortolkning av bestemmelsen om lønforhøjelsen pr. 1. maj 1982 i forligets § 1, stik. 2 "2 1/2 % av tí tá galdandi løn" findes at burde ske under hensyntagen til dels den eventuelle sammenhæng med reglen i forligets § 1, stk. 1 og dels den formulering, der er belvet anvendt i de forudgående overenskomstforlig. En almindelig og naturlig forståelse af forligets § 1, stk. 2 vil føre til, at forhøjelsen pr. 1 maj. 1982 skal beregnes på grundlag af den timeløn, den enkelte arbejder havde den 1. maj 1982. Efter den måde forligets § 1 er formuleret på, findes der ikke at foreligge en såden naturlig sammenhæng mellem stk. 1 og stk. 2, at henvisningen i forligets § 1, stk. 1 til overenskomstens § 1 a kan antages at skulle indfortolkes i forlige § 1, stk. 2. Dette støttes af formuleringen af den renskrevne overenskomst, hvor forligets § 1, stk. 2 er blevet placeret i § 25, stk. 3 uden nogen som helst sammenhæng med overenskomstens § 1 a. En eventuel sammenhæng mellem de to stykker i forligets § 1 findes at være udelukket som følge af, at parterne har været enige om at tilsidesætte ordlyden af forligets § 1, stk. ! ved at give timelønsforhøjelsen på 1,25 kr. til arbejdere på samtlige lønsatser og ikke blot de, der er omfattet af overneskomstens § 1 a. Formuleringen af forligets § 1, stk. 2 "tí tá galdandi løn" afviger radikalt fra formuleringen af overenskomstforliget i 1973, hvor der tales om forhøjelse af "grundlønin í sáttmálanum", og formuleringen af overenskomstforligene i 1975, 1977, 1979 og 1980, vhor der tales om en forhøjelse af "grundlønin". en sproglig fortolkning af bestemmelsen i forligets § 1, stk. 2 findes herefter at støtte arbejderorganisationernes påstand.
Efter de under sagen afgiven vidneforklaringer findes det at måtte lægges til grund, at forligsmanden Jógvan Sundstein ved fremsættelsen af forligsforslaget over for arbejderorganisationernes repræsentanter har udtalt: "Det var 2 1/2 %, og det vil det blive for alle løngrupper, således at I kan gøre, hvad I vil, for sådan vil det blive med al løn". Denne udtalelse, der er den eneste, som under sagens behendling er blevet dokumenteret fremkommet efter, at forligsforslaget er blevet fremsat, men inden det belv akcepteret, kunne tale for, at det var hensigten, at hele det færøske arbejdsmarked den 1. maj 1982 skulle have en generel lønstigning på 2 1/2 %, da Jógvan Sundstein også var forligsmand på andre dele af det færøske arbejdsmarked, der samtidig forhandlede om indgåelse af nye overenskomster. Den bevismæssige værdi af denne udtalelse svækkes imidlertid af, at det ikke under sagen er blevet oplyst, om arbejdsgiverorganisationernes repræsentanter var til stede, da udtalelsen faldt.
Den omstændighed, at det var forligsmandens og viceforligsmandens hensigt, at forligsforslagets § 1, stk. 2 skulle forstås i overensstemmelse med overenskomstens § 1 a, findes ikke at kunne tillægges betydning, da de ikke over for parterne har givet udtryk for denne opfattellse.
Efter de af forligsmanden og viceforligsmanden afgiven vidneforklaringer findes det at måtte lægges til grund, at det i deres tid som forligsmænd har været praksis, at de mellem parterne indgåede kollektive overenskomsters generelle bestemmelser er blevet formuleret på grundlag af timelønnen i overenskomstens § 1 a. Efter samtlige afgivne vidneforklaringer, herunder specielt Thorstein Vilhelms og Johannes Olsens, findes der derimod ikke at være ført bevis for, at denne praksis er blevet fyulgt som udslag af en arbejdsretlig kutyme.
Denne omstændighed, at arbejderorganisationerne ikke har stillet krav om en generel procentvis forhøjelse af samtlige lønninger, men alene krav om en forhøjelse af grundlønnen og enkelte tillæg med et nærmere bestmt krone- og ørebeløb, findes ikke at burde tillægges betydning, da parternes krav som selvstændigt forhandlingsgrundlag bortfalder, når forligsmanden træder til.
Efter det foreliggende findes der herefter ikke at være grundlag for at fravige overenskomstens ordlyd, og de tre dommere stemmer herefter for at tage Føroya Arbeiðarafelags og Havnar Arbeiðsmannafelags påstand til følge.
3 dommere- Mogensen, Winther Poulsen og Joensen - udtaler:
Det er en almindelig regel i vesteuropæisk ret, at den part i en skriftligt affattet overenskomst, som gør gældende, at aftalen har et andet indhold, end den skriftlige affattelse lyder på, må bevise rigtigheden heraf; kan han ikke dette, antages den skriftlige affattelse at gengive aftalens indhold. Denne regel findes efter sagens natur principielt også at komme til anvendelse på kollektive overenskomster.
Den Sproglige fortolkning av bestemmelsen om lønforhøjelsen pr. 1. maj 1982 i forligets § 1, stik. 2 "2 1/2 % av tí tá galdandi løn" findes at burde ske under hensyntagen til dels den eventuelle sammenhæng med reglen i forligets § 1, stk. 1 og dels den formulering, der er belvet anvendt i de forudgående overenskomstforlig. En almindelig og naturlig forståelse af forligets § 1, stk. 2 vil føre til, at forhøjelsen pr. 1 maj. 1982 skal beregnes på grundlag af den timeløn, den enkelte arbejder havde den 1. maj 1982. Efter den måde forligets § 1 er formuleret på, findes der ikke at foreligge en såden naturlig sammenhæng mellem stk. 1 og stk. 2, at henvisningen i forligets § 1, stk. 1 til overenskomstens § 1 a kan antages at skulle indfortolkes i forlige § 1, stk. 2. Dette støttes af formuleringen af den renskrevne overenskomst, hvor forligets § 1, stk. 2 er blevet placeret i § 25, stk. 3 uden nogen som helst sammenhæng med overenskomstens § 1 a. En eventuel sammenhæng mellem de to stykker i forligets § 1 findes at være udelukket som følge af, at parterne har været enige om at tilsidesætte ordlyden af forligets § 1, stk. ! ved at give timelønsforhøjelsen på 1,25 kr. til arbejdere på samtlige lønsatser og ikke blot de, der er omfattet af overneskomstens § 1 a. Formuleringen af forligets § 1, stk. 2 "tí tá galdandi løn" afviger radikalt fra formuleringen af overenskomstforliget i 1973, hvor der tales om forhøjelse af "grundlønin í sáttmálanum", og formuleringen af overenskomstforligene i 1975, 1977, 1979 og 1980, vhor der tales om en forhøjelse af "grundlønin". en sproglig fortolkning af bestemmelsen i forligets § 1, stk. 2 findes herefter at støtte arbejderorganisationernes påstand.
Efter de under sagen afgiven vidneforklaringer findes det at måtte lægges til grund, at forligsmanden Jógvan Sundstein ved fremsættelsen af forligsforslaget over for arbejderorganisationernes repræsentanter har udtalt: "Det var 2 1/2 %, og det vil det blive for alle løngrupper, således at I kan gøre, hvad I vil, for sådan vil det blive med al løn". Denne udtalelse, der er den eneste, som under sagens behendling er blevet dokumenteret fremkommet efter, at forligsforslaget er blevet fremsat, men inden det belv akcepteret, kunne tale for, at det var hensigten, at hele det færøske arbejdsmarked den 1. maj 1982 skulle have en generel lønstigning på 2 1/2 %, da Jógvan Sundstein også var forligsmand på andre dele af det færøske arbejdsmarked, der samtidig forhandlede om indgåelse af nye overenskomster. Den bevismæssige værdi af denne udtalelse svækkes imidlertid af, at det ikke under sagen er blevet oplyst, om arbejdsgiverorganisationernes repræsentanter var til stede, da udtalelsen faldt.
Den omstændighed, at det var forligsmandens og viceforligsmandens hensigt, at forligsforslagets § 1, stk. 2 skulle forstås i overensstemmelse med overenskomstens § 1 a, findes ikke at kunne tillægges betydning, da de ikke over for parterne har givet udtryk for denne opfattellse.
Efter de af forligsmanden og viceforligsmanden afgiven vidneforklaringer findes det at måtte lægges til grund, at det i deres tid som forligsmænd har været praksis, at de mellem parterne indgåede kollektive overenskomsters generelle bestemmelser er blevet formuleret på grundlag af timelønnen i overenskomstens § 1 a. Efter samtlige afgivne vidneforklaringer, herunder specielt Thorstein Vilhelms og Johannes Olsens, findes der derimod ikke at være ført bevis for, at denne praksis er blevet fyulgt som udslag af en arbejdsretlig kutyme.
Denne omstændighed, at arbejderorganisationerne ikke har stillet krav om en generel procentvis forhøjelse af samtlige lønninger, men alene krav om en forhøjelse af grundlønnen og enkelte tillæg med et nærmere bestmt krone- og ørebeløb, findes ikke at burde tillægges betydning, da parternes krav som selvstændigt forhandlingsgrundlag bortfalder, når forligsmanden træder til.
Efter det foreliggende findes der herefter ikke at være grundlag for at fravige overenskomstens ordlyd, og de tre dommere stemmer herefter for at tage Føroya Arbeiðarafelags og Havnar Arbeiðsmannafelags påstand til følge.
Sergrundgeving
2 dommere - Djurhuus og Hentze - udtaler:
Forliget af 25. juni 1981 indeholder såvel generelle bestemmelser om lønforhøjelser som specielle bestemmelser om blandt andet forhøjelse af de forskellige tillæg. Disse to kategorier af bestemmelser skal holdes adskilt ved fortolkningen af forliget. Den generelle bestemmelse har efter praksis altid taget sit udgangspunkt i bestemmelsen i overenskomstens § 1 a, der vedrører lønnen for almindeligt forefaldende daglejerarbejde. Der er blevet forhandlet på dette grundlag ved overenskomstforhandlingerne i såvel 1981 som 1973, 1975, 1977, 1979 og 1980, og samtlige disse kollektive overenskomster mellem parterne er blevet udfærdiget med udgangspunkt i overenskomstens § 1 a. Arbejderorganisationerne har under forhandlingerne i 1981 fremsat krav om dels en generel lønforhøjelse og dels en speciel forhøjelse af enkelte tillægssatser. Fortolkes forliget som anført af arbejderorganisationerne giver dette en forhøjelse af samtlige tillægssatser, hvilket ikke kan have været hensigten bag forliget.
Dette må endvidere sammenholdes med .... de af forligsmanden og viceforligsmanden afgivne videneforklaringer, således at det må lægges til grund, at det heller ikke har været deres hensigt, at den hidtil fulgte praksis skulle ændres. Arbejderorganisationerne har herefter ikke løftet bevishyrden for, at det var hensigten, at praksis skulle ændres i forbindelse med den i 1981 mellem parterne indgåede overenskomst.
En rent sproglig fortolkning af forligets § 1 fører nærmest til det resultat, at der må gives arbejdsgiverorganisationerne medhold. Dette gælder især, da det er en almindelig fortolkningsregel ved fortolkning af overenskomster, at man i tvilvlstilfælde lægger den mindst bebyrdende fortolkning til grund. Den redaktionelle placering af forligets § 1, stk. 2 i den renskrevne overenskomsts § 25, stk. 3 findes ikke at burde tillæges betydning. Det ville iøvrigt være urimeligt, om arbejderne vederlagsfrit får en lønforhøjelse, som man ikke en gang har gjort gældende under de forhandlinger, der gik forud for forligets indgåelse. De to dommere stemmer herefter for at tage Føroya Arbeiðsgevarafelags og Havnar Arbeiðsgevarafelags påstand til følge.
Forliget af 25. juni 1981 indeholder såvel generelle bestemmelser om lønforhøjelser som specielle bestemmelser om blandt andet forhøjelse af de forskellige tillæg. Disse to kategorier af bestemmelser skal holdes adskilt ved fortolkningen af forliget. Den generelle bestemmelse har efter praksis altid taget sit udgangspunkt i bestemmelsen i overenskomstens § 1 a, der vedrører lønnen for almindeligt forefaldende daglejerarbejde. Der er blevet forhandlet på dette grundlag ved overenskomstforhandlingerne i såvel 1981 som 1973, 1975, 1977, 1979 og 1980, og samtlige disse kollektive overenskomster mellem parterne er blevet udfærdiget med udgangspunkt i overenskomstens § 1 a. Arbejderorganisationerne har under forhandlingerne i 1981 fremsat krav om dels en generel lønforhøjelse og dels en speciel forhøjelse af enkelte tillægssatser. Fortolkes forliget som anført af arbejderorganisationerne giver dette en forhøjelse af samtlige tillægssatser, hvilket ikke kan have været hensigten bag forliget.
Dette må endvidere sammenholdes med .... de af forligsmanden og viceforligsmanden afgivne videneforklaringer, således at det må lægges til grund, at det heller ikke har været deres hensigt, at den hidtil fulgte praksis skulle ændres. Arbejderorganisationerne har herefter ikke løftet bevishyrden for, at det var hensigten, at praksis skulle ændres i forbindelse med den i 1981 mellem parterne indgåede overenskomst.
En rent sproglig fortolkning af forligets § 1 fører nærmest til det resultat, at der må gives arbejdsgiverorganisationerne medhold. Dette gælder især, da det er en almindelig fortolkningsregel ved fortolkning af overenskomster, at man i tvilvlstilfælde lægger den mindst bebyrdende fortolkning til grund. Den redaktionelle placering af forligets § 1, stk. 2 i den renskrevne overenskomsts § 25, stk. 3 findes ikke at burde tillæges betydning. Det ville iøvrigt være urimeligt, om arbejderne vederlagsfrit får en lønforhøjelse, som man ikke en gang har gjort gældende under de forhandlinger, der gik forud for forligets indgåelse. De to dommere stemmer herefter for at tage Føroya Arbeiðsgevarafelags og Havnar Arbeiðsgevarafelags påstand til følge.
Úrskurður sum PDF