FAG v. FA – Merkjamálið (løgdømi)
Støða
Avgreitt
Rættur
Fasti Gerðarrættur
Evni
Gerðarrættarmál (tulking o.a., s.b. FG §6(3))
Umboð
Onnur
Partar
Føroya Arbeiðsgevarafelag - FAG, Føroya Arbeiðarafelag - FA
Rættarlimir
Hægstarættardómarar, Joen H. Andreassen,Landsdómarar
Ár
1980 - 1989
Úrskurðardagur
20. februar 1986
Lyklaorð
brot, fevnd, forum, galdandi lóg, gerðarrættaráseting, gerðarrættarmál, leiða og fordeila arbeiði, leiðsluheimild, leiðslurættur, lex imperfecta, løgdømi, sáttmálaásetingar, sáttmálabrot, sáttmálafevnd, tulking,
Lýsing
Træta um rætta trætustovn (forum) í Merkjamálinum.
Flakavirki áløgdu reinskerarum at leggja merki í bakkar við skornum fiski. Føroya Arbeiðarafelag metti hetta skeivt innan tímalønt arbeiði og álegði limum sínum ikki at brúka merkini. Nú stóðst ósemja, hvørt talan var um tulkingartrætu, sum skuldi viðgerast sum gerðarrættarmál eftir sáttmálanum, ella talan var um brot á sáttmála, sum antin valigu dómstólarnir ella møguliga Faste Voldgiftsret ella Arbejdsretten høvdu løgdømi at viðgera.
Flakavirki áløgdu reinskerarum at leggja merki í bakkar við skornum fiski. Føroya Arbeiðarafelag metti hetta skeivt innan tímalønt arbeiði og álegði limum sínum ikki at brúka merkini. Nú stóðst ósemja, hvørt talan var um tulkingartrætu, sum skuldi viðgerast sum gerðarrættarmál eftir sáttmálanum, ella talan var um brot á sáttmála, sum antin valigu dómstólarnir ella møguliga Faste Voldgiftsret ella Arbejdsretten høvdu løgdømi at viðgera.
Viðgerðin
Føroyar Arbeiðsgevarafelagið legði málið fyri Føroya rætt, sum vísti tí frá sum fevnt av gerðarrættaráseting. Úrskurður um løgdømi kærdur fyrst til landsrættar og til Hægstarættar.
Páhald
Føroya Arbeiðsgevarafelag helt uppá, at málið var um brot og hoyrdi undir løgdømið hjá Føroya rætti.
Føroyar Arbeiðarafelag helt uppá, at málið skuldi fyri gerðarrætt.
Føroyar Arbeiðarafelag helt uppá, at málið skuldi fyri gerðarrætt.
Niðurstøða
Thi kendes for ret:
Den af Føroya Arbeiðsgevarafelag som mandatar for de færøske fiskefiletvirksomheder ved stævning af 15. december 1983 mod Føroya Arbeiðarafelag ved Færøernes ret anlagte sag afvises som henhørende under voldgift i overensstemmelse med § 24 i den mellem parterne indgåede lønoverenskomst af 11. maj 1983.
Den af Føroya Arbeiðsgevarafelag som mandatar for de færøske fiskefiletvirksomheder ved stævning af 15. december 1983 mod Føroya Arbeiðarafelag ved Færøernes ret anlagte sag afvises som henhørende under voldgift i overensstemmelse med § 24 i den mellem parterne indgåede lønoverenskomst af 11. maj 1983.
Málkostnaður
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part for Færøernes ret, landsretten og Højesteret.
Grundgeving
Samtlige dommere udtaler:
Den med tilslutning af Færøernes Landsstyre gennemførte bestemmelse i § 25 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten medførte, at hverken denne lov eller den ved loven ophævede ældre lovgivning derefter var gældende for Færøerne.
Fire dommere - Torben Jensen, Weber, Kardel og Riis - udtaler videre: Efter appellantens realitetspåstand er sagen alene et anerkendelsessøgsmål. Herefter og i øvrigt af de af Færøernes ret anførte grunde stemmer disse dommere for at tage indstævntes principale påstand til følge.
Dommer Høeg - finder, at voldgiftsbestemmelsen i lønoverenskomstens § 24, litra b, bør anvendes restriktivt, idet voldgiftskendelserne ikke kan fuldbyrdes, og ikke-efterlevelse af dem ikke kan pådrage bodsansvar. Bestemmelsen bør derfor alene anvendes ved tvister om fortolkning af lønoverenskomstens udtrykkelige bestemmelser. Denne dommer stemmer derfor for at tage appellantens påstand til følge.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Hver part findes at burde bære sine sagsomkostninger for alle retter.
Den med tilslutning af Færøernes Landsstyre gennemførte bestemmelse i § 25 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten medførte, at hverken denne lov eller den ved loven ophævede ældre lovgivning derefter var gældende for Færøerne.
Fire dommere - Torben Jensen, Weber, Kardel og Riis - udtaler videre: Efter appellantens realitetspåstand er sagen alene et anerkendelsessøgsmål. Herefter og i øvrigt af de af Færøernes ret anførte grunde stemmer disse dommere for at tage indstævntes principale påstand til følge.
Dommer Høeg - finder, at voldgiftsbestemmelsen i lønoverenskomstens § 24, litra b, bør anvendes restriktivt, idet voldgiftskendelserne ikke kan fuldbyrdes, og ikke-efterlevelse af dem ikke kan pådrage bodsansvar. Bestemmelsen bør derfor alene anvendes ved tvister om fortolkning af lønoverenskomstens udtrykkelige bestemmelser. Denne dommer stemmer derfor for at tage appellantens påstand til følge.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Hver part findes at burde bære sine sagsomkostninger for alle retter.
Sergrundgeving
Landsdómurin:
Landsretten skal udtale:
Det har efter det oplyste i en årrække været brugt i filetfabrikker på Færøerne at lægge mærker i fileteringsbakkerne, også når der var tale om timelønnet arbejde. Ved overenskomstforhandlingerne i 1981 og 1983 har spørgsmålet om en regulering heraf været rejst, uden at dette førte til, at der i overenskomsten blev indført bestemmelser, som ændrede
den hidtidige praksis. På denne baggrund finder landsretten, at den hidtidige, langvarige praksis må anses som en del af aftalegrundlaget parterne imellem. Indstævntes forbud i december 1983 er som følge heraf et brud på dette aftalegrundlag, således at tvisten ikke hører under faglig voldgift i medfør af overenskomsten.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken instans der er kompetent til at behandle appellantens påstand i anledning af overenskomstbruddet, bemærker landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen: Lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret indeholder i § 5, B, nr. 1 en bestemmelse om udelukkelse af de almindelige domstoles kompetence i sager omfattet af voldgiftsrettens kompetence, og der er fastsat særlige regler om økonomiske følger af arbejdsretlige retsbrud. Loven gjaldt ved sin tilblivelse for Færøerne.
Ved lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre bestemtes, at spørgsmål om arbejdere og arbejdsforhold er færøsk særanliggende, og ved lagtingsbeslutning af 13. maj 1948 (lagtingstidende 1948, s. 34) overtog hjemmestyret disse anliggender. Efter hjemmestyrelovens § 13 forblev de i 1948 på Færøerne gældende bestemmelser i kraft, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed.
Ved lov nr. 60 af 4. marts 1964, jfr. lovbekendtgørelse nr. 124 af 21. april 1964, foretoges der mindre ændringer i loven af 4. oktober 1919, og navnet Den faste Voldgiftsret ændredes til Arbejdsretten. Bestemmelsen om afskæring af de almindelige domstoles kompetence forblev gældende. Ændringsloven og motiverne indeholder intet om spørgsmålet om dens territoriale virkning. Ændringsloven er efter det oplyste ikke kundgjort på Færøerne, jfr. lov nr. 51 af 1. april 1896, hvilket er en ikrafttrædelsesbetingelse.
Ved fremsættelsen i Folketinget den 8. februar 1973 af forslaget til den senere lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten udtalte arbejdsministeren (Folketingstidende 1972-73, spalte 3637), at den gældende arbejdsretslov også gælder for Færøerne, og at Arbejdsretten gennem årene har behandlet et mindre antal sager fra Færøerne. I den nye lovs § 25 indføjedes gennem et ændringsforslag, stillet af arbejdsministeren og tiltrådt af udvalget (Folketingstidende 1972/73 B, spalte 2252), en bestemmelse om, at loven ikke gælder for Færøerne. I motiverne til ændringsforslaget hedder det, at dette imødekommer et af Færøernes landsstyre fremsat ønske om, at loven ikke skal have gyldighed for Færøerne under hensyn til, at det af arbejdsretsloven omfattede sagsområde må anses for færøsk særanliggende. Under denne sag er det oplyst, at dette er i overensstemmelse med landsstyrets udtalelse i skrivelse af 4. maj 1973 (j.nr. 1300-9-1) fremsendt gennem rigsombudsmanden. Skrivelsen indeholder ingen bemærkninger i anledning af arbejdsministerens udtalelse om, at ændringsloven af 1964 var gældende for Færøerne.
Da 1973-loven ikke gælder for Færøerne, har denne lov ved sin § 24, stk. 2, ikke med virkning for Færøerne ophævet loven af 1919, der herefter må anses for fortsat gældende for Færøerne, og det findes ikke fornødent under denne sag at tage stilling til, om ændringsloven af 1964, jfr. lovbekendtgørelse nr. 124 af 21. april 1964, også blev gældende for Færøerne. De almindelige domstoles kompetence i en sag som den foreliggende er herefter fortsat udelukket, og sagen må – om nogen adgang til domstolsbeskyttelse findes - behandles af den i 1919- loven nævnte myndighed, nu benævnt Arbejdsretten, som eventuelt må behandle tvisten efter den for Færøerne gældende ældre arbejdsretslovgivning, jfr. hjemmestyrelovens § 13.
Med denne begrundelse og idet man tiltræder underrettens udtalelse om, at behandling ved de almindelige domstole ikke er hensigtsmæssig, hvorved kan fremhæves, at adgangen til anke vanskeliggør den for arbejdsretlige tvister ønskelige hurtige afgørelse, stemmer disse dommere for at tiltræde, at sagen er afvist fra Færøernes ret.
Landsdommer Svendsen bemærker, at reglerne om Den faste Voldgiftsret og Arbejdsretten under hensyn til, at det drejer sig om et særområde, i dag ikke findes at kunne angå færøske sager. Uanset om dette måtte anses for hensigtsmæssigt eller ikke, finder denne dommer, at de almindelige domstole er kompetente vedrørende den foreliggende tvist, hvorfor han vil give dom efter appellantens påstand.
Der gives dom efter stemmeflertallet - - -
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Føroya Rættur:
Spørgsmålet om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og på hvilken måde denne ret udøves er, selvom der ikke i den mellem parterne gældende kollektive overenskomst findes positive bestemmelser herom, en integreret del af retsforholdet mellem parterne og som sådan af overenskomsten. Det følger derfor af § 24 b i overenskomsten, at uoverensstemmelser herom skal afgøres ved faglig voldgift, og retten er desuden enig med sagsøgte i, at denne afgørelsesform på det heromhandlede område må anses for mere hensigtsmæssig and behandling ved de almindelige domstole.
Spørgsmålet om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og på hvilken måde denne ret udøves er, selvom der ikke i den mellem parterne gældende kollektive overenskomst findes positive bestemmelser herom, en integreret del af retsforholdet mellem parterne og som sådan af overenskomsten. Det følger derfor af § 24 b i overenskomsten, at uoverensstemmelser herom skal afgøres ved faglig voldgift, og retten er desuden enig med sagsøgte i, at denne afgørelsesform på det heromhandlede område må anset for mere hensigtsmæssig end behandling ved de sædvænlige domstole.
Herefter og da sagsøgerens påstand går ud på, at retten skal tage stilling til en uoverensstemmelse om ledelsesretten, vil sagsøgtes afvisningspåstand være at tage til følge.
Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at burde ophæves.
Landsretten skal udtale:
Det har efter det oplyste i en årrække været brugt i filetfabrikker på Færøerne at lægge mærker i fileteringsbakkerne, også når der var tale om timelønnet arbejde. Ved overenskomstforhandlingerne i 1981 og 1983 har spørgsmålet om en regulering heraf været rejst, uden at dette førte til, at der i overenskomsten blev indført bestemmelser, som ændrede
den hidtidige praksis. På denne baggrund finder landsretten, at den hidtidige, langvarige praksis må anses som en del af aftalegrundlaget parterne imellem. Indstævntes forbud i december 1983 er som følge heraf et brud på dette aftalegrundlag, således at tvisten ikke hører under faglig voldgift i medfør af overenskomsten.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken instans der er kompetent til at behandle appellantens påstand i anledning af overenskomstbruddet, bemærker landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen: Lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret indeholder i § 5, B, nr. 1 en bestemmelse om udelukkelse af de almindelige domstoles kompetence i sager omfattet af voldgiftsrettens kompetence, og der er fastsat særlige regler om økonomiske følger af arbejdsretlige retsbrud. Loven gjaldt ved sin tilblivelse for Færøerne.
Ved lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre bestemtes, at spørgsmål om arbejdere og arbejdsforhold er færøsk særanliggende, og ved lagtingsbeslutning af 13. maj 1948 (lagtingstidende 1948, s. 34) overtog hjemmestyret disse anliggender. Efter hjemmestyrelovens § 13 forblev de i 1948 på Færøerne gældende bestemmelser i kraft, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed.
Ved lov nr. 60 af 4. marts 1964, jfr. lovbekendtgørelse nr. 124 af 21. april 1964, foretoges der mindre ændringer i loven af 4. oktober 1919, og navnet Den faste Voldgiftsret ændredes til Arbejdsretten. Bestemmelsen om afskæring af de almindelige domstoles kompetence forblev gældende. Ændringsloven og motiverne indeholder intet om spørgsmålet om dens territoriale virkning. Ændringsloven er efter det oplyste ikke kundgjort på Færøerne, jfr. lov nr. 51 af 1. april 1896, hvilket er en ikrafttrædelsesbetingelse.
Ved fremsættelsen i Folketinget den 8. februar 1973 af forslaget til den senere lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten udtalte arbejdsministeren (Folketingstidende 1972-73, spalte 3637), at den gældende arbejdsretslov også gælder for Færøerne, og at Arbejdsretten gennem årene har behandlet et mindre antal sager fra Færøerne. I den nye lovs § 25 indføjedes gennem et ændringsforslag, stillet af arbejdsministeren og tiltrådt af udvalget (Folketingstidende 1972/73 B, spalte 2252), en bestemmelse om, at loven ikke gælder for Færøerne. I motiverne til ændringsforslaget hedder det, at dette imødekommer et af Færøernes landsstyre fremsat ønske om, at loven ikke skal have gyldighed for Færøerne under hensyn til, at det af arbejdsretsloven omfattede sagsområde må anses for færøsk særanliggende. Under denne sag er det oplyst, at dette er i overensstemmelse med landsstyrets udtalelse i skrivelse af 4. maj 1973 (j.nr. 1300-9-1) fremsendt gennem rigsombudsmanden. Skrivelsen indeholder ingen bemærkninger i anledning af arbejdsministerens udtalelse om, at ændringsloven af 1964 var gældende for Færøerne.
Da 1973-loven ikke gælder for Færøerne, har denne lov ved sin § 24, stk. 2, ikke med virkning for Færøerne ophævet loven af 1919, der herefter må anses for fortsat gældende for Færøerne, og det findes ikke fornødent under denne sag at tage stilling til, om ændringsloven af 1964, jfr. lovbekendtgørelse nr. 124 af 21. april 1964, også blev gældende for Færøerne. De almindelige domstoles kompetence i en sag som den foreliggende er herefter fortsat udelukket, og sagen må – om nogen adgang til domstolsbeskyttelse findes - behandles af den i 1919- loven nævnte myndighed, nu benævnt Arbejdsretten, som eventuelt må behandle tvisten efter den for Færøerne gældende ældre arbejdsretslovgivning, jfr. hjemmestyrelovens § 13.
Med denne begrundelse og idet man tiltræder underrettens udtalelse om, at behandling ved de almindelige domstole ikke er hensigtsmæssig, hvorved kan fremhæves, at adgangen til anke vanskeliggør den for arbejdsretlige tvister ønskelige hurtige afgørelse, stemmer disse dommere for at tiltræde, at sagen er afvist fra Færøernes ret.
Landsdommer Svendsen bemærker, at reglerne om Den faste Voldgiftsret og Arbejdsretten under hensyn til, at det drejer sig om et særområde, i dag ikke findes at kunne angå færøske sager. Uanset om dette måtte anses for hensigtsmæssigt eller ikke, finder denne dommer, at de almindelige domstole er kompetente vedrørende den foreliggende tvist, hvorfor han vil give dom efter appellantens påstand.
Der gives dom efter stemmeflertallet - - -
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Føroya Rættur:
Spørgsmålet om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og på hvilken måde denne ret udøves er, selvom der ikke i den mellem parterne gældende kollektive overenskomst findes positive bestemmelser herom, en integreret del af retsforholdet mellem parterne og som sådan af overenskomsten. Det følger derfor af § 24 b i overenskomsten, at uoverensstemmelser herom skal afgøres ved faglig voldgift, og retten er desuden enig med sagsøgte i, at denne afgørelsesform på det heromhandlede område må anses for mere hensigtsmæssig and behandling ved de almindelige domstole.
Spørgsmålet om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og på hvilken måde denne ret udøves er, selvom der ikke i den mellem parterne gældende kollektive overenskomst findes positive bestemmelser herom, en integreret del af retsforholdet mellem parterne og som sådan af overenskomsten. Det følger derfor af § 24 b i overenskomsten, at uoverensstemmelser herom skal afgøres ved faglig voldgift, og retten er desuden enig med sagsøgte i, at denne afgørelsesform på det heromhandlede område må anset for mere hensigtsmæssig end behandling ved de sædvænlige domstole.
Herefter og da sagsøgerens påstand går ud på, at retten skal tage stilling til en uoverensstemmelse om ledelsesretten, vil sagsøgtes afvisningspåstand være at tage til følge.
Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at burde ophæves.
Úrskurður sum PDF