Landsrettens bemærkninger:

Det må antages, at ferielovens § 19 om aftaler om afkald på feriegoder er gældende også for kollektive overenskomster, og det kan ikke anses for godtgjort, at overenskomsten af 12. december 1989 hjemler en sådan videregående ferieret som nævnt i ferielovens § 3, stk. 3, og derfor falder uden for forbudet i § 19. En eventuel kutyme, hvorefter ferielovens bestemmelser delvis er erstattet af overenskomsten, kan i hvert fald ikke gælde det særlige ferietillæg på 1 1/2%, der først blev indført ved lagtingslov nr. 30 af 7. april 1986. Herved bemærkes, at der ved overenskomstforhandlingerne i 1989 var uenighed mellem parterne om, hvorvidt lønmodtagerne skulle have krav på ferietillæg ud over de ydelser, som overenskomsten efter forhandlingsgrundlaget gav ret til. Dette støttes tillige af bemærkningerne til lovforslaget, jf. Lógtingstíðindi 1985, bind A, Lógtingsmál, s. 239 og 244. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at indstævnte ved overenskomsten af 12. december 1989 har givet afkald på det særlige ferietillæg, kan et afkald derfor ikke anses for retligt forpligtende for indstævnte, og der kan ikke gives appellanten medhold i frifindelsespåstanden.