Føroya Prentarafelag móti P/F Dagprent – løgdømi

Støða
Avgreitt
Rættur
Fasti Gerðarrættur
Evni
Arbeiðsmarknaðarlóggava
Partar
Føroya Prentsmiðjufelag - FPE, Føroya Prentarafelag - FPF
Rættarlimir
Aðrir
Ár
1960 - 1969
Úrskurðardagur
18. februar 1969
Lyklaorð
Arbeiðsrætturin, Arbejdsretten, brot, eksklusivitet, faste voldgiftsret, fasti gerðarrættur (danski), krænkelse, limagjaldseftirstøða, limagjaldshækkan, løgdømi, løgtingslóg um vinnuligar ósemjur (1954), organiserað arbeiðsmegi, prentarar, skipaður limur, upåanket dom
Lýsing
Træta um løgdømi.

Prentarasáttmálin hevði áseting um bert skipaðir prentarar skuldu vera í starvi (um eksklusivitet). Tríggir prentarar vóru ónøgdir við hækkað limagjald og vildu ikki gjalda, seinni meldaðu teir seg úr felagnum. Løntakarafelagið kravdi nú, at ávísur arbeiðsgevari skuldi siga teir tríggjar úr starvi og stevndi við kravi um viðurkenning. Ósemja gjørdist nú um løgdømi at gera trætuna av.
Viðgerðin
Stevnandi Føroya Prentarafelag lat inn stevning 6. desember 1968.
Stevndi P/F Dagprent kravdi málið burturvíst.
E. A. Bjørk sorinskrivari var dómari í málinum.
Páhald
Prentarafelagið krevur, at Dagprent skal viðurkenna seg óheimilað hava tríggjar prentarar í starvi og krevur at teir verða uppsagdir at fara úr starvi straks.

Dagprent krevur málið burturvíst frá Føroya rætti, tí málið hoyrir undir Arbeiðsrættin (Arbejdsretten).
Niðurstøða
Thi kendes dor ret:
Denne sag afvises.
Málkostnaður
Sagsøgeren Føroya Prentarafelag, Tórshavn, bør inden 15 dage til sagsøgte P/F Dagprent, s.s., betale 150 kr. i sagsomkostninger.
Intet stempelforbehold.
Grundgeving
Retten skal bemærke:
Loven om den faste voldsgiftsret nr. 536 af 4. oktober 1919 er i sin tid kundgjort som gældende på Færøerne, jfr. lov nr. 51 af 1. april 1896. Det samme gælder lov nr. 135 af 2. april 1934 og lov nr. 88 af 15. marts 1939, der på visse punkter ændrer hovedloven. Derimod er di senere ved lovene nr. 64 af 25. marts 1961 og nr. 60 af 4. marts 1964 gennenførte ændringer i hovedloven ikke sat i kraft på Færøerne, og samme gælder lovbekendtgørelsen nr. 124 af 21. april 1964.
Det er før gennemførelsen af ændringslovene fra 1961 og 1964, men efter hjemmestyreordningens indførelse, antaget, at den faste voldgiftsret er kompatent vedrørende færøske forhold, jfr. nærværende rets upåankede dom af 17. marts 1954 (b.s nr. 202/1954) og den faste voldgiftsrets kendelse nr. 4716 af 22. maj 1954 (U.f.R.1955 s. 624). Det bemærkes herved, at den i sidstnævnte kendelse nævnte lagtingslov om uoverensstemmelser i arbejdsforhold, der opretter et særligt voldgiftsnævn til afgørelse af visse arbejdsstridigheder, ganske vist er vedtaget af lagtinget den 4. maj 1954 (jfr. Lagtingstíðindi 1954 s. 15-19), men ikke ses at være stadfæstet og ikke ses at være stadfæstet og kundgjort af lagmanden som foreskrevet i lagtingslov nr. 1 af 13. maj 1948 § 3, hvorfor lagtingsloven af den grund er uanvendelig i det foreliggende tilfælde.
Da sagsøgeren gør gældende, at sagsøgtes undladelse af at afskedige de tre typografer er en krænkelse af den mellem parterne indgåede overenskomst, findes dette forhold omfattet af § 4, B nr. 4 jfr. nr. 1 i loven om den faste voldgiftsret, således at denne (nu arbejdsretten) er kompetent til at afgøre sagen, hvoraf følger at søgsmål ved di almindelige domstole er udelukket, jfr. samme lovs § 1 B nr. 1.
Med bemærkning, at de nævnte lovbestemmelser ikke er forandret ved ændringslovene af 1961 og 1964, og at de ved disse love gennemførte ændreinger i den oprindelige lov ikke findes at gøre denne uanvendelig på færøske forhold, vil sagsøgtes påstand om sagens afvisning følge af det anførte være at tage til følge.
Sagsøgeren findes at burde godtgøre sagsøgte sagens omkostninger med 150 kr.
Úrskurður sum PDF
Aftur