Voldgiftsretten skal i enighed udtale:

Ifølge § 13, stk. 1, i den under sagen fremlagte overenskomst, udgør den fulde ugentlige arbejdstid 42 timer fordelt på 6 hverdage, "tó soleiðis, at leygardagur verður frídagur, har hetta letur seg gera!. I overensstemmelse med dette sidst anførte, har den i nærværende sag omhandlede funktionærgruppe fået hverdage, hvilket berettiger dem til at holde arbejdsfri om lørdagen. Efter overenskomstens § 15, stk. 4, har funktionærerne - under forudsætning af, at de har været ansat i mere en 12 måneder forud for ferieårets begyndelse - krav på ferie med løn i 30 hverdage. Ved optællingen af disse dage medtages også lørdagen, således at ferien bliver på ialt 5 uger. Dette er en naturlig konsekvens af, at lørdagen er en sædvanlig arbejdsdag ligesom ugens 5 første dage, dog med den undtagelse, at funktionæren holder arbejdsfri, idet han/hun allerede har været beskæftiget i 42 timer. Herudover - og til forskel fra den arbejdsfri dag - har funktionærerne ret tl nogle faste fridage, nærmere bestemt de i overenskomstens § 14, stk. 1, angive. Mellem parterne er der enighed om, at disse dage ikke medregnes som feriedage, dersom de falder på en af ugens 5 første hverdage eller på en dag, som i forvejen er fridag, f.eks. en søn- eller helligdag. Derimod er det indkæredes opfattelse, at dagene ikke berettiger til en ekstra feriedag, dersom de falder på en lørdag, idet denne må betragtes som en i forvejen erhvervet fridag.

Dette synspunkt kan voldgiftsretten ikke tilslutte sig, idet lørdagen - jfr. det ovenfor anførte - ikke kan betragtes som en fast ugentlig fridag, men deriomd som en sædvanlig arbejdsdag, hvor funktionæren blot er fritaget for at udføre arbejde, idet han/hun allerede har været beskæftiget i 42 timer.

henset hertil findes det at måtte medgives kærende, at de ovennævnte fridage i § 14, stk. 1, ikke skal medregnes ved opgørelsen af funktionærens feriedage, uanset om de falder på en lørdag eller en af ugens 5 øvrige arbejds-/hverdage.

Voldgiftsretten skal i den forbindelse bemærke, at denne opfattelse ganske samsvarer med retsstillingen i Danmark og den herom foreliggende litteratur, jfr. t.ex. Lisbeth Lollike "Ferieloven med kommentarer", 6. udgave, side 139, samt Louis beck Nielsen "Ferieloven", 1. udgave, side 104, hvor det bl.a. anføres at det i administrativ praksis er fast antaget, "at ferie ikke kan placeres på traditionelle helligdage, Påsken, Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag, Pinsen, 1. og 2. Juledag og 1. Nytårsdag og ej heller på traditionelle overenskomstmæssige fridage...".

Som føle af det anføre afsiges der kendelse i overensstemmelse med den af kærende nedlagte påstand.

Hvad angår sagens omkostninger forholdes der - i overnensstemmelse med fast praksis i tilsvarende sager - som nærmere nedenfor bestemt.